Hos Præstø Fjernvarme opstod behovet for bedre indsigt i trykforholdene yderst i ledningsnettet. Netværket er bygget op som en ringledning med afgreninger til villaområder og boligblokke. Særligt i de yderste kredse er der risiko for trykfald, når mange brugere f.eks. tapper varmt vand samtidig. For at kunne levere en stabil forsyning ønskede værket en løsning, der kunne give et “ekstra sæt øjne” på disse kritiske punkter i nettet.
Hvordan sikrer man stabilt differenstryk i yderområderne?
Præstø Fjernvarme havde brug for at overvåge differenstrykket, så man kunne fastholde det lovede niveau på ca. 0,8 bar. Tidligere kunne værket først reagere, når problemerne allerede viste sig i driften, men nu ønskede man en løsning, der gav mulighed for at følge trykket i realtid og handle proaktivt.
I samarbejde med Insatech blev der installeret differenstryktransmittere forbundet til Consibio-enheder. Disse opsamler data direkte i yderområderne og sender dem trådløst til en cloud-løsning. Insatech stod for hele leverancen – fra udstyr til montage og opstart – og sikrede, at data hurtigt blev tilgængelige. Næste skridt bliver en fuld integration til værkets eget SRO-anlæg, så data kan indgå direkte i den daglige driftsovervågning uden omveje.