Logo

Succes med medarbejdere i flexjob

Medarbejdere i flexjob gør en stor forskel hos Insatech. Vi har talt med Michael og Nicklas, som er to af vores i alt fire flexjobbere, der begge ser jobbet hos Insatech som en fantastisk mulighed for at fastholde kontakten til arbejdsmarkedet.

Michael Rasmussen blev tilbage i februar 2019 ansat som tavlemontør, 8-16 timerom ugen, hos Insatech. Michael er oprindelig uddannet elektriker, men blev for omkring tre år siden ramt af en lille hjerneblødning.
Efter sin genoptræning er Michael kommet sig over de fleste mén, men øget træthed og en skelen på højre
øje betyder, at han har svært ved at kigge ud i yderpunkterne. Det gør det svært for Michael at kravle på stiger og udføre de elektrikeropgaver, som hans tidligere job krævede. Derfor satte jagten på et flexjob ind. Michael fortæller:

Efter min hjerneblødning havde jeg næsten opgivet at finde et flexjob inden for min uddannelse, men den lokale tømrermester, som jeg kendte fra tidligere, henviste mig til Insatech, og her føler jeg, at jeg fortsat kan bruge min uddannelse.

Derudover fortæller Michael, at årsagen til, at flexjobbet passer så godt til ham blandt andet er, de justerbare arbejdsborde, der gør det muligt at få arbejdet op i en position, der er optimalt for hans syn - og det betyder, at han fortsat kan arbejde med elektrikeropgaver, nu blot af industriel karakter, og det er meget betydningsfuldt for ham.

Startede som praktikant 

Foruden Michael er Nicklas Henriksen også ansat i flexjob hos os. Nicklas er autist og startede tilbage i  februar 2018, som praktikant i vores Marineafdeling. Dengang startede Nicklas med to timer ugentligt, men hans unikke udvikling, et længere udredningsforløb til et flexjob og fleksible rammer har betydet, at Nicklas nu er blevet ansat som IT-udvikler og arbejder 18 timer om ugen, på lige fod med sine øvrige kollegaer. Nicklas’ arbejdsopgaver indbefatter blandt andet softwareudvikling og grafisk visualisering til vores  Marineafdelings performance systemer samt serveradministration for vores IT-afdeling. Nicklas har en helt unik evne til at fordybe sig og en IT-viden, som flere af hans kollegaer misunder – derfor er Nicklas også utrolig vigtig for arbejdet i Marineafdelingen. For Nicklas betyder ansættelsen hos Insatech også meget:

Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvad det har betydet for mig at blive ansat hos Insatech – det har virkelig betydet alt, både for de mennesker omkring mig og for min fremtid – alt kører meget bedre nu, der er kommet ro på og jeg føler mig ikke længere usikker.

Hertil tilføjer Nicklas, at han i sit forløb hos Insatech også har kunnet mærke sin egen udvikling:

Insatech er et rigtig godt sted for mig at være, jeg har kunne mærke min egen udvikling og mine kollegaer er rigtig gode til at lytte til mig, hvis jeg har en ide – det er nærmest som at komme ind i en familie.

Og denne udvikling har vores HR-manager, Lone Lund-Jacobsen, da også helt tydeligt kunne mærke:

For mig har det været helt fantastisk at opleve Nicklas’ udvikling både personligt og fagligt – og på baggrund af hans succeshistorie har vi i april ansat en virksomhedspraktikant, med Aspergersyndrom og ADHD.

Afholder foredrag om sin historie 

Nicklas har desuden afholdt foredrag om sin udvikling og historie for unge i samme situation, i Autismeforeningen i Vordingborg. I Insatech er vi utroligt glade for både Nicklas, Michael og vores øvrige flexjobberes indsats og betragter deres arbejde som enormt værdifuldt for virksomheden.

Foruden flexjobbere har vi også ungdoms- og studentermedhjælpere, elever og virksomhedspraktikanter ansat i Insatech.

Search